Historien

HISTORIEN

BYGGET PÅ EN VIRKELIG GOD HISTORIE

Ved Søndre Kyst ligger havet spejlblankt og stille, og kun få mennesker kender beretningerne om Danmarks vigtige og dramatiske søslag, der udspillede sig i bugtens bølger. Stil dig yderst på havnemolen, luk øjnene og prøv at forestille dig lyden af de buldrende kanoner og lugten af krudtrøg. Et sted ude i dybet ligger resterne af krigsskibet Dannebroge, der i 1710 sprang i luften i en krudteksplosion, som kunne høres i hele Køge Bugt. 

Dyk ned i søfartshistorien
Køge er en gammel by med en stolt og lang historie. Bymidtens brostensbelagte gader, skæve bindingsværkshuse, vejnavne og mange monumenter vidner om flere begivenhedsrige perioder i Køge. Lige fra frygtindgydende hekseafbrændinger til blodige kampe mod England og Sverige. På havnen i Køge står et stort monument over ”Slaget i Køge Bugt” til minde om Danmarks to store søhelte: Niels Juel og Ivar Huitfeldt.

HISTORIEN

BYGGET PÅ EN VIRKELIG GOD HISTORIE

I Niels Juels fodspor
Ved det berømte søslag Slaget i Køge Bugt i 1677 sikrede Admiral Niels Juel dansk triumf mod svenskerne. Dermed gik han over i Danmarkshistorien som en af vores allerstørste helte. Den danske flåde bestod bl.a. af krigsskibene: Postillionen, Gyldenløve, Hvide Falk og Neptunus.

Den danske besætning på 6.700 mand var svenskernes 8.600 mand underlegne. Men på grund af Niels Juels heltemod og dristige manøvrer til søs ledte han Danmark til en overlegen sejr. Svenskerne mistede 3.000 mand i slaget, og blot 100 danskere måtte lade livet.

Helten fra havet
Køge Bugts andet dramatiske søslag fandt sted i 1710, hvor lyden af en altødelæggende eksplosion gik over i historiebøgerne. 45 danske krigsskibe blev overrasket af en markant større svensk flåde langt inde i Køge Bugt – uden mulighed for at undslippe. Panikken var total, indtil den øverste kommandør Ivar Huitfeldt ofrede sig selv og sin besætning ved at sejle sit skib Dannebroge direkte mod svenskerne. Desværre gik der ild i Dannebroge under kanonudvekslingen, og ilden antændte til sidst det enorme 15-30 tons tunge krudtlager om bord på skibet. Da Ivar Huitfeldt og hans besætning på 597 mand sprang i luften, kunne den enorme eksplosion ses og høres i hele Køge Bugt. 

De forbløffede svenskere sejlede retur, og de resterende 44 danske skibe undgik deres endeligt. Søslaget var måske nok ikke nogen sejrsfest for danskerne, men Ivar Huitfeldt blev alligevel hyldet for sin heroiske indsats. En måned senere skyllede et lig op på stranden ved Køge Kro med Ivar Huitfeldts gyldne ring på sin forbrændte finger. 

I porten til ejendommen Skibet skildrer en murstensvæg en 1:2 gengivelse af det ene skibsvrag fra 1540, der blev fundet under de første kælderudgravninger i Søndre Kyst.

”De sank, som solen synker ned
i havets moderfavn,
men Køgebugtens åbne red,
er døbt med deres navn.”

– ’I Kjøgebugt’ af Holger Drachmann, 1875

1710

ET NUTIDIGT
VÅBENSKJOLD

Hvordan kombinerer man moderne ejendomme med historiens vingesus? 

Med respekt for områdets unikke, historiske islæt har designere skabt et nutidigt våbenskjold, som vil pryde alle ejendommene i Søndre Kyst. 

Ord som fællesskab, helhed, bæredygtighed, sammenhold og harmoni har været en stor del af designprocessen sammen med det maritime og historiske aspekt som bærende inspirationskilder. 

Søndre Kysts logo kan forstås som stævnen på et skib, der med sine forgreninger samles, på samme vis som de fem ejendomme, i en harmonisk helhed. 

Der er plads til alle i Søndre Kyst. Hele den mangfoldige bydel tiltrækker forskellige generationer, som kan finde sammen i nye fællesskaber. 

Den rå skibsstævn forener historien, det maritime, arkitekturen og diversiteten i en fasttømret form som Søndre Kysts byvåben.

Øverst finder vi kronen på værket, en elegant nyfortolkning af kongekronen, der både refererer til Danmarkshistoriens vigtige nedslag i Køge og til kongekronen på Køge Kommunes gamle våbenskjold.

Previous slide
Next slide

Ved udgravningen af to kældre i Søndre Kyst viste skrogene af to skibsvrag sig. I det ene vrag lå en portugisisk guldmønt fra 1540, og det vidner om den lange, stolte historie, som den nye bydel bliver bygget på.

I dag er fortidens krudtstøv for længst blæst bort til fordel for hvidt sand, hvor en ny, samlende bydel ved havet nu ser dagens lys. Med vægt på fællesskab og social bæredygtighed bliver området en naturlig forlængelse af det eksisterende byliv.

Jeg accepterer, at når jeg skriver mig op, giver jeg samtykke til at PensionDanmark/samarbejdspartnere på Søndre Kyst

  • Må bruge min mailadresse til at sende nyhedsbreve til mig.
  • Må påføre mit navn og mailadresse på en interesseliste.
  • Jeg kan til enhver tid tilbagekalde mit samtykke og er klar over at jeg dermed ikke længere får nyhedsbreve eller henvendelser omkring projekterne.
  • Når jeg tilmelder mig, accepterer jeg samtidig PensionDanmarks persondatapolitik (læs mere her).